|
Så er kniven fremme, den velkendte håndbevægelse og den er klar. Maria tøver ikke et sekund før hun hugger. Det skarpe stål går dybt ind i kødet. Hun vil trække den tilbage, men kniven sidder fast. Maria drejer bladet rundt og vrikker med den inde i alt det røde og så kommer den fri. Hun stikker et nyt sted lidt højere oppe. Nu ved hun hvordan hun skal få den fri med det samme og så stikker hun igen.
”Jeg må blive her til det er mørkt,” tænker hun og slår sædet tilbage for at hvile. Hun lukker øjnene, men kan ikke finde ro. Der er lang tid til det er mørkt. Hun åbner øjnene og stiger ud af vognen. Det jager af smerte fra anklen da hun støtter på den. Katrine kikker ned og ser, at anklen er synligt hævet og rød. ”Det var sgu da lige hvad der manglede!” hvæser hun højt og forsøger sig med et par skridt fremad. ”Den må være forstuvet,” mumler hun og tænker, at det nok er den gamle skade der er brudt op. Hun falder brat tilbage, som er hun blevet ramtaf et slag og knalder ind i bilens side med ryggen. Hendes krop ryster kraftigt, da hun slynges gennem tidens centrifuge og i et flash back rammer et punkt for et halvt liv siden. En anden jagt, en anden mand der forfulgte hende, en vild, skrækslagen flugt med en forstuvet ankel. Katrine fryser så hun klaprer tænder. Samtidig hagler skrækkens sved af hende. Hun ser et andet koldt landskab for sine indre øjne og kæmper med at få indtrykket til at forsvinde, få det ned i den lukkede kasse hun har stoppet hele det liv ned i. Hun tvinger sig selv til at forestille sig et billede af, at der er en stor, sort box med svære hængsler inde midt i hendes hoved og med tankens kraft får hun mindet om den forfærdelige dag til at forsvinde ned i kassens dyb og hun forsegler låget med en kæmpemæssig lås.Den ene fløjter ad hende, da hun er nået et par skridt foran. ”Se den billige ludder. Hende gad jeg godt kneppe,” hører hun bag sig. Stemmen taler med provinsiel dialekt. ”Vi kan da bare trække hende ind i en port og ordne det,” supplerer en af de andre, på det samme syngende sjællandske. Katrine sænker farten med alle musklerne i ryggen spændt. ”Nu står kællingen sgu ligefrem og venter på at vi skal komme og tage hende,” skraldgriner den første. De er tæt bag ved hende, da hun hurtigt snurrer rundt. ”Har I tre et problem med at lade mig færdes i fred på gaden?” snerrer Katrine uden at hæve stemmen. Hendes ansigt er en stenhård maske og øjnene er rolige, men lyser af iskoldt had. Maria drikker ikke kaffe, men hun vil ikke virke barnlig, så hun tager imod koppen.
Toni fjerner en dynge tøj fra lænestolen overfor hende og sætter sig, stadig kun med underbukser på.
”Nå, Maria, lad mig så høre; hvor er dine forældre?”
”Dem har jeg ikke boet hos i lang tid.”
”Hvor har du så boet henne?”
”Hos en … bekendt.”
”Og hvorfor gør du så ikke det nu?”
”De ville sende mig på kostskole.” Hun tilføjer med eftertryk: ”Helt ovre i Jylland!”
”Strengt nok,” siger Toni. ”Er du efterlyst?”
”Måske.”
”Hvor gammel er du?”
Maria svarer med kun et sekunds forsinkelse:
”Femten.”
”Godt nok. Jeg skal ikke have noget af at rode med at skjule en mindreårig. Det kommer der kun ballade ud af. Du kan godt være her. Men jeg gider ikke forsørge dig.”
Overalt er den der. Selv når hun er meget påvirket. Der er ingen stoffer der kan overdøve den. Hun kan ikke kun se den, men også føle den. Foragten.
Før i tiden kunne hun møde medlidenhed, forundring og lettelse over, at det ikke var deres skæbne hos fremmede. Men nu er der kun afsky tilbage, når hun læser i deres øjne og ansigter.
Kødbyen er stille og mørk. Maria gemmer sig i ly af en container. Ventetiden føles egentlig ikke lang, hun sitrer i hver en nerve af spænding og nyder at mærke hvordan hver fiber af kroppen føles ekstra levende af jagtinstinktets adrenalin. De har brugt lang tid på at finde stedet. De andre mørke steder, de har været, er der kommet biler med piger og kunder. Men endelig helt afsides bag en port, der heldigvis ikke var låst og bred nok til at en bil let kan passere, fandt de et sted, der ligger helt øde hen. En stille, dyster oase midt i storbyen. Den røde personbil ruller stille ind igennem porten med kun positionslyset tændt. Maria knuger om jernrøret med begge hænder og står som frosset fast til stedet. Hun har helt sort tøj på og håret er dækket af hætten fra trøjen. |
|